Skip to main content

Studerende vil skabe tryghed for alle på DMJX med gratis bind og tamponer

Alle studerende skal føle sig komfortable og tilpas på studiet. Det er bevæggrunden for, at de studerende på DMJX i København har udstyret alle højskolens toiletter med bind og tamponer til fri afbenyttelse.

Alle studerende skal føle sig komfortable og tilpas på studiet. Det er bevæggrunden for, at de studerende på DMJX i København har udstyret alle højskolens toiletter med bind og tamponer til fri afbenyttelse.
Foto: Emma Liv Hjort og Stella Areschoug

Det er så diskret en tilføjelse til toiletterne på den nye DMJX-campus i Ørestad Nord, at man næsten ikke lægger mærke til det. Men det er altså nyt, at hvert toilet på DMJX i København nu er udstyret med en lille beholder fyldt med bind og tamponer.

Det er De Studerendes Råd (DSR), der har taget initiativ til den nye ekstra feature på toiletterne.

- Det er simpelthen bare en lille gestus, at vi nu har udstyret toiletterne med det her. Mange har oplevet en situation, hvor man ikke har en tampon, og det kan også være lidt pinligt. Så det handler bare om, at vi gerne vil skabe tryghed for alle, siger Stella Areschoug, der studerer Medieproduktion og Ledelse og er næstforperson for DSR på DMJX i København.

Foto: Emma Liv Hjort og Stella Areschoug
Foto: Emma Liv Hjort og Stella Areschoug

De studerende i DSR har købt beholdere til toiletter på alle etager, og de sørger også selv for indkøb og opfyldning af bind og tamponer.

- I DSR går vi op i inklusion, og at alle har det godt. Vi har talt om, at det er vigtigt, at alle føler sig komfortable og tilpas i skolen. Der er rigtig mange, der har sagt til os, at de synes, det er et godt initiativ, siger Stella Areschoug.

Hun opfordrer til, at man giver en melding til DSR, fx via DSR's Instagram, hvis man opdager, at der mangler bind og tamponer på et af toiletterne.

Som en del af DSR's initiativ har Helena Bak Hollænder, der studerer Coded Design og er aktiv i DSR, designet en grafik, der blandt andet bruges som klistermærke på de nye beholdere.