Skip to main content

Zoom ind på detaljen: Lær at lave bedre overskrifter på 306 sekunder

Bogaktuel overskriftsekspert giver i ny video tip til, hvordan du modellerer gode overskrifter til dine historier ved at fremhæve den mest interessante detalje.

Andreas Scharnberg giver tip til overskrifter

Hvis du havde en butik fyldt med lækre sager, ville så sætte anonyme stangvarer i udstillingsvinduet? Nej, næppe!

Men hvad så, når du skriver en god – måske ligefrem fremragende, tidskrævende og fascinerende -historie. Husker du så at give overskriften kærlighed og kvalitet, så den frister og fanger modtageren?

Ifølge Andreas Leer Scharnberg, som er lektor og underviser på DMJX, glemmer mange formidlere at give deres historier overskrifter som fortjent. Han er lidt af en nørd på området og har igennem flere år undersøgt - og undervist i - hvordan journalister og andre formidlere skriver overskrifter, som sikrer, at deres historier bliver set, læst og hørt.

Han har netop udgivet bogen ’Se mig, læs mig, vælg mig – 9 tip til den gode overskrift’. Her gennemgår han metodisk og håndgribeligt en lang række vellykkede overskrifter fra danske nyhedsmedier for at give læring og inspiration til, hvordan man som formidler selv kan lave bedre overskrifter.

Bogen er bygget op om ni korte kapitler, som hver giver en indgang til at arbejde med sin histories udstillingsvindue. Et af kapitlerne giver tip til, hvordan man kan styrke overskriften med et fremhævet citat. Andre kapitler handler eksempelvis om, hvordan man kan skabe nysgerrighed med tilbageholdt information og hvordan man kan skabe sine egne sammensatte sukkerord, som lokker lækkersultne læsere til.

Fremhæv detaljen

Tip 5 i bogen handler om at zoome ind på historiens vigtigste detalje - og bruge dén i overskriften frem for at skrive en klassisk overskrift, der fortæller historiens overordnede vinkel eller budskab.

Hvis du er nysgerrig på, hvordan du anvender denne metode til at skabe overskrifter med en detalje, der er anderledes, opsigtvækkende, overraskende eller vild, kan du her se en video, hvor Andreas Leer Scharnberg på 306 sekunder gennemgår fremgangsmåden og nogle af eksemplerne fra sin bog. 

 

Andreas Leer Scharnberg blev for et år siden lektorbedømt efter at have udforsket overskrifter i et stort forsknings- og udviklingsprojekt, som var en del af hans fireårige adjunktforløb. Dette arbejde er grundstenen for den nye bog, som er udkommet ved Forlaget Ajour, som en del af serien ’De små Grå’.

’Se mig, læs mig, vælg mig’ – 9 tip til den gode overskrift’ kan købes i DMJX’ boghandel og bruges af både mediefolk og formidlere, som er nye i overskrifternes verden, og af erfarne journalister og kommunikatører, som mangler ny viden og inspiration til at arbejde med overskrifter i den digitale tidsalder.